Værd at vide når du skal bygge nyt hus

Når du ønsker at bygge et nyt hus, så vil du som bygherre skulle indgå en aftale med et byggefirma som entreprenør. Det er i den forbindelse vigtigt, at du kender dine rettigheder og dine forpligtelser i relation til byggeriet, og at du ved, hvordan du er stillet i en eventuel konfliktsituation med entreprenøren.

Vi har stor erfaring med byggeentrepriser, hvor aftalen indgås mellem en bygherre (privat forbruger) og et typehusfirma (entreprenør).

Vi modtager som din advokat blandt andet følgende dokumenter i sagen:

  1. Entreprisekontrakt.
  2. Byggetilbud.
  3. Materialevalg.

Vi undersøger som din advokat udover ovenstående blandt andet følgende forhold i sagen:

  1. AB18, ABT18 og AB-Forbruger.
  2. Lokalplan.
  3. Byggesagkyndig rådgivning.

Hvad er en entreprisekontrakt?

En entreprisekontrakt er aftalen mellem dig og det firma, der skal bygge huset for dig.

I entreprisekontrakten står der bl.a., hvilken pris du skal betale for huset, ligesom alle væsentlige dele af byggeriet er beskrevet. Det gælder f.eks. betalingsbetingelser, tidsplan for byggeriet, dagbøder ved forsinkelse af byggeriet, hvilke standardaftalevilkår der regulerer byggeriet, krav til byggeriets kvalitet, krav til byggeriets udførelse og hvilke materialer, du har valgt til huset.

Din entrepriseaftale kan tage udgangspunkt i standardaftalevilkårene i AB18 (almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed), ABT18 (almindelige betingelser for totalentrepriser) eller AB-Forbruger (almindelige betingelser for aftaler om byggearbejder for forbrugere), der alle er standardaftalevilkår for aftaler om fag- og hovedentrepriser. Formålet med disse standardaftalevilkår er at sikre, at du og byggefirmaet aftaler præcis, hvad arbejdet går ud på, og hvad I hver især forpligter jer til.

Selvom din aftale er omfattet af vilkårene i AB18, ABT18 eller AB-Forbruger, skal du lade advokaten gennemgå aftalen dels for at tjekke, at alle basale oplysninger er i orden dels for at sikre, at aftalen ikke indeholder urimelige vilkår for dig og endeligt for at sikre, at aftalen er tilpasset dine konkrete ønsker til byggeriet. Hvis du gør dette, så minimerer du risikoen for eventuelle ubehagelige overraskelser senere hen i byggeprocessen.

Vi rådgiver om alle juridiske forhold i forbindelse med byggeriet, så du opnår de bedste vilkår og er sikret bedst muligt mod potentielle konflikter.

AB18, ABT18 og AB-Forbruger

Standardaftalevilkårene i AB18 (almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed), ABT18 (almindelige betingelser for totalentrepriser) og AB-Forbruger (almindelige betingelser for aftaler om byggearbejder for forbrugere) er vedtaget efter forhandlinger mellem en række offentlige myndigheder og organisationer, og er altså ikke lovregler vedtaget af Folketinget, men derimod standardaftaledokumenter, som regulerer retsforholdet mellem de parter, der vælger at bruge et af dem som grundlag for en aftale om eksempelvis et byggeprojekt. Standardaftalerne er således udarbejdet af repræsentanter for både entreprenører og bygherrer, og de forfordeler således ikke nogen af parterne.

Formålet med standardaftalerne er, at de skal være med til at regulere aftaleforholdet mellem en bygherre og en entreprenør. De er så at sige en slags juridisk og aftalemæssig “tjekliste”. Da der netop er tale om standardaftaler er det nødvendigt at tilpasse entreprisekontrakten, så den passer til den konkrete opgave, der skal udføres.

Standardaftalerne søger at regulere, at en aftale om en entreprise indeholder alle forhold, og at opgaven bliver færdig i overensstemmelse med det, som parterne oprindeligt aftalte. Der er bl.a. bestemmelser om aftalegrundlaget, sikkerhedsstillelse, arbejdets udførelse, betaling, forsinkelser, aflevering, mangler, ophævelse og tvister.

Hvis standardaftalevilkårene skal finde anvendelse på aftalen, skal du sørge for, at det står i entreprisekontrakten. Da der ikke er tale om egentlig lovgivning, er det nødvendigt, at vilkårene er aftalt, ellers finder de ikke anvendelse ved fortolkning og udfyldning af aftalen.

AB-Forbruger er tilpasset de tilfælde, hvor bygherren er forbruger, idet vilkårene i AB-Forbruger vægter lidt til fordel for forbrugeren. Som forbruger er det derfor altid en fordel at søge AB-Forbruger vedtaget.

Hvad er en lokalplan?

Lokalplaner kan fastsætte regler for, hvad der må bygges på grunden, hvordan det må se ud, og hvad der i øvrigt sker i området. Lokalplaner kan derfor begrænse dine muligheder for at bygge lige netop det hus, som du ønsker.

Lokalplaner kan f.eks. indeholde bestemmelser om dette:

  • Hvad området og bygningerne skal bruges til.
  • Hvor og hvordan der skal bygges nyt.
  • Hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes.
  • Bebyggelsesprocent.
  • Afstand til skel og vej.
  • Bebyggelseshøjde.
  • Materialevalg (der kan være krav om særlige materialer).

Lokalplanen skal altid følges. Det kræver dispensation at fravige lokalplanen.

Vi undersøger lokalplanen, således at du kender dine muligheder for at bygge lige netop det hus, som du ønsker.

Egen byggesagkyndig i byggeprocessen

Det er godt at have sin egen byggesagkyndig med på råd i byggeprocessen. En byggesagkyndig kan holde et løbende øje med byggeriet, som det skrider frem og måske opdage fejl og mangler, inden de opstår. På samme måde kan den byggesagkyndige være behjælpelig i forbindelse med gennemgangen af byggeriet ved afleveringen.