Advokatforbehold
En købsaftale er omfattet af aftaleloven, hvilket i praksis betyder, at aftalen er bindende for såvel dig som sælger, når I underskriver den. Det er derfor vigtigt, at du ikke underskriver købsaftalen, før du har talt med din advokat, eller at du underskriver købsaftalen med et såkaldt advokatforbehold. Når du underskriver købsaftalen med et advokatforbehold betyder det, at handlen er betinget af, at din advokat kan godkende den. Hvis advokaten ikke kan godkende handlen, har du mulighed for at træde tilbage fra handlen omkostningsfrit.
Hvis du ikke har et advokatforbehold i købsaftalen, har du en lovbestemt fortrydelsesret, men det koster dig en godtgørelse på 1 % af købesummen, hvis du fortryder handlen, og den skal du således betale til sælger for at træde tilbage fra handlen.
Når du underskriver købsaftalen med et advokatforbehold, har din advokat typisk mellem 3-5 hverdage til at gennemgå købsaftalen og dens dokumenter, således at din advokat kan rådgive dig om købet af ejendommen.
Et advokatforbehold kan også benyttes til efterfølgende at genforhandle pris eller vilkår, hvis en gennemgang af dokumenterne måtte vise forhold, som ikke umiddelbart var oplyst for dig ved afgivelsen af købstilbuddet, f.eks. at ejendommen efter nærmere undersøgelser viser sig i dårligere stand end først antaget.
Vores rådgivning
Vi tager dig i hånden fra start til slut. Når købsaftalen og alle dokumenterne er gennemgået, og du er blevet helt enig om handlens vilkår med sælger, berigtiger vi handlen. Det betyder, at vi tager os af alle papirgange omkring ejendommens overdragelse fra start til slut f.eks. udarbejdelse af digitalt skøde, refusionsopgørelse, korrespondance med banker og realkreditinstitutter og frigivelse af købesummen.
Det er vores erfaring, at det skaber tryghed at have sin egen advokat med i hele processen, ligesom det er nødvendigt for dig, så du er helt oplyst omkring, hvad du køber.
No Cure – No Pay
Vi tilbyder ikke såkaldt ”No Cure – No Pay”. Det gør vi ikke, fordi vi lægger vægt på alene at varetager din interesse. Vores rådgivning må ikke fremstå sådan, at vi undlader at påpege ét forhold eller ét vilkår til skade eller ulempe for dig, bare fordi vi ved, at vi kun opnår vederlag, hvis handlen bliver til noget. Vi bliver betalt for vores rådgivning, og du skal kunne stole på, at der ikke er nogen uvedkommende interesse, der påvirker os i de råd og den vejledning, vi giver dig.
En samejekontrakt er relevant, hvis I ikke er gift, idet den regulerer jeres indbyrdes forhold, når I ejer en ejendom sammen, både mens I bor sammen, men også fremadrettet, hvad der skal ske, såfremt I går fra hinanden. Når I ejer en ejendom sammen, skal I træffe alle beslutninger om ejendommen i enighed. Hvis I går fra hinanden, og I ikke kan blive enige om, hvem af jer, der skal blive boende i ejendommen, kan den ene part forhindre et salg af ejendommen, medmindre I har aftalt nærmere i en samejekontrakt.
